Implementering af minimumsnormeringer kræver kompromis med kvaliteten

Der kommer til at mangle 14.000 pædagoger over de kommende ti år, og på samme tid har der over de sidste fem år været et fald i ansøgere til pædagoguddannelsen. Det skaber en situation, hvor ufaglærte kan blive nødt til at udfylde de sidste pladser.

Af Louise Kirchbichler Jeppesen

For at kunne komme i mål med minimumsnormeringerne, kommer der over de næste 10 år til at mangle 14.000 pædagoger, ifølge forretningsudvalget i BUPL. Det skylles både, at mange pædagoger har deltidsstillinger og der ikke bliver uddannet nok. Over de sidste fem år er pædagoguddannelsen blevet mindre populær. Fortsætter denne tendens, kan det have konsekvenser for kvaliteten i institutionerne.

De seneste tal fra Danmarks Statistik fra 2018 viser, at andelen af uddannede pædagoger i kommunale daginstitutioner er 58 procent. Der står i kontrast til de 80 procent, som de i BUPL anbefaler.

Anne Grethe Rosenberg, Formand for BUPL Østjylland anerkender at man vil blive nødt til at lade de ufaglærte udfylde de pladser, som skal udfyldes for at komme i mål med minimumsnormeringerne: ”Det vil man jo helt automatisk blive nødt til”.

Kompromis med kvaliteten

Torben Næsby, der er lektor, ph.d og ekspert i kvalitet i dagtilbud, mener, at det ikke handler om, hvor mange man har ansat, men om de er uddannede eller ej.

”Hvis man ser på, hvad der betyder noget for kvaliteten i dagtilbud, altså børnenes hverdag i institutionerne, så er normeringen kun en del af det. Sammensætningen af færdiguddannede pædagoger og uuddannede pædagoger, det er en anden del. Men det betyder endnu mere, om de har fået en fornuftig uddannelse, om de kan arbejde fornuftigt i praksis, med gode interaktioner og samspil med børnene”, siger Torben Næsby.

Uddannelse skal gøres attraktiv

Formanden for BUPL Østjylland, Anne Grethe Rosenberg, mener at det bliver svært at nå anbefalingen på de 80 procent uddannede pædagoger, hvis ikke der bliver uddannet flere pædagoger. Hun peger på, at uddannelsen ikke har været attraktiv nok.

”Det skal også være attraktivt at søge uddannelsen, og det har det desværre ikke været i nogle år, fordi løn og ansættelsesvilkår har været så dårlige, og der har ikke været så meget status i at være pædagog”, siger Anne Grethe Rosenberg.

Her svarer Anne Grethe Rosenberg, Formand for BUPL Østjylland på, hvad der skal til, for at løfte opgaven med minimumsnormeringerne og de manglende pædagoger.