Laura Mikkelsen har kæmpet med angst i mange år. Det er særligt den dag, hvor hendes søster skal starte på efterskole, at det går op for hende, at der er noget galt. Denne oplevelse er startskuddet i en svær periode af hendes liv, hvor hun får en ny tilføjelse til sin bevidsthed. Hun oplever at få angst for angsten.

Laura Mikkelsen – privatfoto

”Det kommer bare ud af det blå, ligesom et hosteanfald, der ikke kommer, men hvor man bare stopper med at trække vejret.”

Laura Mikkelsen er sammen med sin familie ved at aflevere sin tvillingesøster på efterskole. Det er kaotisk. Rundt omkring hende summer det af nye efterskoleelever med deres søskende, forældre og bedsteforældre. Det er en stor skole, og de går gennem gange og klasseværelser, til Laura mister stedfornemmelsen. Hun husker, at hun stod op ad dørkarmen ind til søsterens nye værelse, da hun pludselig stopper med at trække vejret.

Laura får tårer i øjnene og går i panik. Normalt vil hun stille liste ud af lokalet og finde et sted, hvor hun kan hoste uden at forstyrre, men her er det ikke muligt.

”Jeg vidste ikke hvilken vej, jeg kunne komme væk. Det er fornemmelsen af, at man ikke ved, hvor man er, og det snurrer, og man kan slet ikke orientere sig eller tænke klart.”

Først er der ikke nogen, der har lagt mærke til, at Laura ikke har det godt. Hun husker også, at hendes søster i sjov siger til hende, at hun bare kan hoste. Kort tid efter kan de dog se på hende, at der er noget galt.

”Jeg kan huske, at mine forældre får mig ned af en trappe og ned i et klasseværelse, hvor jeg brød sammen. Normalt græd jeg aldrig foran nogen dengang, men der var alligevel et eller andet, fordi jeg havde være fanget.”

Når først hun har fået sin vejrtrækning under kontrol begynder nye tanker at dukke op.

”Nu er der alle dem, der har set mig. Nu forstyrrede jeg, og hvordan skal man nogensinde gå ind igennem og tilbage igen. Og se de folk igen. Og selvfølgelig også fordi jeg havde gymnasiestart næste dag, hvor jeg også skulle til at bo alene i tre år i en by, uden nogen jeg kendte.”

Angst for angsten

Dagen efter søsterens efterskolestart, skal Laura selv starte i gymnasiet. Kun en uge forinden er hun flyttet til Svendborg og bor nu for første gang alene, væk fra sin familie på Ærø. Hun bor på et kollegie, hvor hun også oplever, at den sociale angst præger hendes hverdag.

”Det var sådan noget med ikke at turde at tænde badeværelseslyset og trække gardinerne for og den der kamp hver gang jeg skulle ud ad døren. Jeg havde ikke åbne vinduer, hvis jeg var der, eller hvis jeg hørte musik.”

Det påvirker også hendes opførsel i skolen, at hun udvikler en form for angst for angsten. Laura beskriver, at hun blev så bange for at få et anfald, at hun begyndte at begrænse sig.

”Man tilpasser sin adfærd, så jeg begyndte bare at sætte mig bagerst og i hjørner, og vide hvor der var udgange og fandt hele tiden udveje. Det er det, der styrer alt hvad man gør, hvordan man kan sikre sig mod at få opmærksomhed.”

Som at høre en ny indre stemme

”Når man kommer på afstand af det, kan man egentlig godt se, hvor absurd det er, det der foregår, men det overdøver bare. For mit vedkommende var det en ekstra stemme.”

For Laura var det et succeskriterie at sidde alene med angsten, og at der ikke var nogen, der ville lægge mærke til, at hun var stoppet med at trække vejret. Hun oplevede en ny indre stemme, hvor det var som at sidde i et dilemma. Hun ville få opmærksomhed, lige meget om hun hostede, eller rejste sig op for at gå. Det er som tanker, der er parallelt med de rationelle tanker.

”I min opfattelse er det så stærkt med den stemme, om at man ikke må forstyrre, at ens hjerne bare kortslutter eller går i stå.”

Da Laura begyndte at få professionel hjælp, lavede hendes psykolog et skema, hvor han hjalp hende med at adskille tankerne fra hinanden.

”Den sidste psykolog, jeg var ved, grinte højlydt nogle gange, hvor jeg lige blev sådan lidt fornærmet, fordi jeg jo lige havde sagt et eller andet, jeg tænkte. Men så var det jo for at vise, hvor latterligt det var sagt inde i hovedet.”

Men det var ikke lige med det samme, at Laura fik mulighed for at få den hjælp, hun havde brug for.

Lang ventetid på hjælp

Et halvt år efter Laura flyttede, begyndte hun at opsøge hjælp. Hun havde meget depressive symptomer og kontaktede derfor lægen. Først skulle hun ringe til åben og anonym rådgivning, hvor hun kunne få fem samtaler.

”Men jeg har jo noget med at snakke i telefon, sjovt nok, fordi jeg har social angst, så der gik lige to måneder, før jeg fik taget mig sammen til at ringe.”

Efter samtalerne skulle hun sendes videre i systemet, men fordi hun var under 18 og ikke boede i forældrenes kommune, kunne kommunen hun boede i ikke hjælpe hende, da hun ikke kunne blive behandlet i deres system. Det gik derfor i stå der.

Efterfølgende blev hendes forældre kaldt til en samtale, og Laura fik mulighed for at begynde i en privatpraksis hos en psykoterapeut. Der gik der også et stykke tid, før hun kunne starte der.

Vinteren efter kom det depressive igen og Laura blev henvist til psykiatrisk børne- og ungdomsafdeling, hvor hun var inde til udredning, der også bestod af fem samtaler. Derfra blev hun sendt tilbage til kommunen, der stadig ikke kunne hjælpe, da forholdene var de samme. Igen gik der tid med sagsbehandling, før det til sidst blev muligt, at hendes forældres kommune betalte behandlingen.

Angsten vender tilbage

Efter gymnasiet tog Laura til Frankrig, hvor hun var au pair hos en familie. Her oplevede hun, at der var helt stille i hendes hoved. Den anden stemme var væk i en periode, men kom tilbage med det samme, da hun rejste hjem til sine forældre på Ærø.

”Når alle kender en lidt, som alle gør på denne her ø, så frygter jeg at sidde i den forkerte kasse, fordi folk tror, de kender en, men ikke kender en helt. ”

Laura beskriver det som, at hun frygtede at skille sig ud og få opmærksomhed. Hun ville slet ikke ses eller bemærkes. Og det er sværere, når hun er et sted, hvor flere kender hende.

”Jeg tænker, at det må være noget med, hvordan jeg tænker, at folk ser på mig. Det var meget den der kassetænkning, jeg fik angst for.”

Så selvom Laura kender sig selv og angsten bedre, kan det stadig komme til udtryk, at hun har social angst. Det er især på Ærø, hvor hun er vokset op, at hun oplever, at der stadig er ting, hun holder sig fra, da det er for store skridt. Hun synes for eksempel stadig, at det er svært at gå ned og handle, når hun er på Ærø.