Implementering af minimumsnormeringer kræver kompromis med kvaliteten

Der kommer til at mangle 14.000 pædagoger over de kommende ti år, og på samme tid har der over de sidste fem år været et fald i ansøgere til pædagoguddannelsen. Det skaber en situation, hvor ufaglærte kan blive nødt til at udfylde de sidste pladser.

Af Louise Kirchbichler Jeppesen

For at kunne komme i mål med minimumsnormeringerne, kommer der over de næste 10 år til at mangle 14.000 pædagoger, ifølge forretningsudvalget i BUPL. Det skylles både, at mange pædagoger har deltidsstillinger og der ikke bliver uddannet nok. Over de sidste fem år er pædagoguddannelsen blevet mindre populær. Fortsætter denne tendens, kan det have konsekvenser for kvaliteten i institutionerne.

De seneste tal fra Danmarks Statistik fra 2018 viser, at andelen af uddannede pædagoger i kommunale daginstitutioner er 58 procent. Der står i kontrast til de 80 procent, som de i BUPL anbefaler.

Anne Grethe Rosenberg, Formand for BUPL Østjylland anerkender at man vil blive nødt til at lade de ufaglærte udfylde de pladser, som skal udfyldes for at komme i mål med minimumsnormeringerne: ”Det vil man jo helt automatisk blive nødt til”.

Kompromis med kvaliteten

Torben Næsby, der er lektor, ph.d og ekspert i kvalitet i dagtilbud, mener, at det ikke handler om, hvor mange man har ansat, men om de er uddannede eller ej.

”Hvis man ser på, hvad der betyder noget for kvaliteten i dagtilbud, altså børnenes hverdag i institutionerne, så er normeringen kun en del af det. Sammensætningen af færdiguddannede pædagoger og uuddannede pædagoger, det er en anden del. Men det betyder endnu mere, om de har fået en fornuftig uddannelse, om de kan arbejde fornuftigt i praksis, med gode interaktioner og samspil med børnene”, siger Torben Næsby.

Uddannelse skal gøres attraktiv

Formanden for BUPL Østjylland, Anne Grethe Rosenberg, mener at det bliver svært at nå anbefalingen på de 80 procent uddannede pædagoger, hvis ikke der bliver uddannet flere pædagoger. Hun peger på, at uddannelsen ikke har været attraktiv nok.

”Det skal også være attraktivt at søge uddannelsen, og det har det desværre ikke været i nogle år, fordi løn og ansættelsesvilkår har været så dårlige, og der har ikke været så meget status i at være pædagog”, siger Anne Grethe Rosenberg.

Her svarer Anne Grethe Rosenberg, Formand for BUPL Østjylland på, hvad der skal til, for at løfte opgaven med minimumsnormeringerne og de manglende pædagoger.

Sag om vold i Mindeparken bærer præg af forskellige forklaringer

To mænd på henholdsvis 22 og 20 år er tiltalt i en sag om vold og brug af peberspray overfor en gymnasieklasse i Mindeparken d. 14. juni 2019. Sagen er præget af upræcise forklaringer, da det snart er et år siden, at hændelsen fandt sted.

De to tiltalte mænd træder ind i retslokalet på slaget 9. Den 22-årige fører an og puster sig op i sit røde tracksuit med en sort taske spændt fast på overkroppen og solbriller i panden. Den 20-årige, der følger efter ham, er mere spinkel og i lyse jeans og har en blå bomberjakke på.

Mændene er tiltalt for vold i gentagelsestilfælde, legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter og besiddelse af peberspray.

”Det afgørende bevis er forklaringen”, siger anklageren som det sidste, før den 22-årige skal afgive forklaring. Men forklaringer er der mange af.

”Der skete det, der skulle ske”
Den 22-årige tiltale i det røde tracksuit sætter sig til rette i vidneskranken. Forsvareren siger som en indledende bemærkning, at man bør have selvforsvar i tankerne, når man hører forklaringen.

D. 13 juni 2019 var den 22-årige i mindeparken med to kammerater, tre veninder og sin hund.

Senere på aftenen går to af pigerne hen til en gymnasieklasse, der også har slået sig ned i mindeparken og spiller øl-bowling til musik fra en Sound Box. De to piger vil gerne sætte musik på, men får afslag.

Det er her, de forskellige forklaringer for alvor begynder at gå i forskellige retninger.

Den 22-årige forklarer, at han så en af pigerne, eller ”min dame”, som han kalder hende, flyve 2-3 meter tilbage og tænkte, at hun var blevet skubbet.

Det reagerede han på, og gik over til fyren, og spurgte om han havde et problem. Fyren knyttede næven, hvilket den 22-årige opfattede som truende.

Han kom fyren i forkøbet og nikkede ham en skalle.

”Der skete det, der skulle ske,” forklarer han.

Flere sider af samme sag
Anklageren bringer den forklaring på bane, som den 22-årige gav til politiet. Der havde han fortalt, at ”den mørke” fra gymnasieklassen havde holdt fast i pigen fra hans gruppe med begge hænder og rusket hende.

Til det svarer han lidt frustreret: ”Jeg kan ikke huske det, det er lang tid siden”.

Den 20-årige i den blå jakke virker til at huske bedre, og han forklarer at han havde sat to af pigerne af, men kørte igen efter at have sagt hej til gruppen.

Han skulle nemlig hjem til Brabrand og skifte tøj, før han havde en aftale med en pige i Riis Skov. Pigen har han ikke kontakt til i dag, og hun kan derfor ikke bekræfte hans alibi.

Modstridende vidneforklaringer
De tre vidner fra gymnasieklassen har flere ting at tilføje til forklaringen af hændelsen.

Manden, der blev nikket en skalle af den 22-årige, forklarer, at han ikke havde knyttet næven og ikke at have rørt den pige, der opsøgte gymnasieklassen.

En anden forklarer, at pigerne fra den konfronterende gruppe begyndte at spytte på nogle af pigerne fra klassen og kiggede i deres taske og forsøgte at stjæle deres Sound Box.

To af vidnerne fik sprøjtet peberspray på sig, da de prøvede at hjælpe deres ven, der efter at være blevet nikket en skalle blev holdt nede af den 22-årige og sparket af ham, der havde pebersprayen. De peger i retssalen begge på den 20-årige i den blå bomberjakke, da de fortæller, hvem der gjorde det.

En tidskrævende sag
Da vidneforklaringerne alle bærer præg af, at hændelsen fandt sted for snart et år siden, trækker retsmødet ud. Det fortsættes derfor d. 18/5 2020, hvor der også vil falde dom i sagen.

Laura udviklede angst for angsten

Laura Mikkelsen har kæmpet med angst i mange år. Det er særligt den dag, hvor hendes søster skal starte på efterskole, at det går op for hende, at der er noget galt. Denne oplevelse er startskuddet i en svær periode af hendes liv, hvor hun får en ny tilføjelse til sin bevidsthed. Hun oplever at få angst for angsten.

Laura Mikkelsen – privatfoto

”Det kommer bare ud af det blå, ligesom et hosteanfald, der ikke kommer, men hvor man bare stopper med at trække vejret.”

Laura Mikkelsen er sammen med sin familie ved at aflevere sin tvillingesøster på efterskole. Det er kaotisk. Rundt omkring hende summer det af nye efterskoleelever med deres søskende, forældre og bedsteforældre. Det er en stor skole, og de går gennem gange og klasseværelser, til Laura mister stedfornemmelsen. Hun husker, at hun stod op ad dørkarmen ind til søsterens nye værelse, da hun pludselig stopper med at trække vejret.

Laura får tårer i øjnene og går i panik. Normalt vil hun stille liste ud af lokalet og finde et sted, hvor hun kan hoste uden at forstyrre, men her er det ikke muligt.

”Jeg vidste ikke hvilken vej, jeg kunne komme væk. Det er fornemmelsen af, at man ikke ved, hvor man er, og det snurrer, og man kan slet ikke orientere sig eller tænke klart.”

Først er der ikke nogen, der har lagt mærke til, at Laura ikke har det godt. Hun husker også, at hendes søster i sjov siger til hende, at hun bare kan hoste. Kort tid efter kan de dog se på hende, at der er noget galt.

”Jeg kan huske, at mine forældre får mig ned af en trappe og ned i et klasseværelse, hvor jeg brød sammen. Normalt græd jeg aldrig foran nogen dengang, men der var alligevel et eller andet, fordi jeg havde være fanget.”

Når først hun har fået sin vejrtrækning under kontrol begynder nye tanker at dukke op.

”Nu er der alle dem, der har set mig. Nu forstyrrede jeg, og hvordan skal man nogensinde gå ind igennem og tilbage igen. Og se de folk igen. Og selvfølgelig også fordi jeg havde gymnasiestart næste dag, hvor jeg også skulle til at bo alene i tre år i en by, uden nogen jeg kendte.”

Angst for angsten

Dagen efter søsterens efterskolestart, skal Laura selv starte i gymnasiet. Kun en uge forinden er hun flyttet til Svendborg og bor nu for første gang alene, væk fra sin familie på Ærø. Hun bor på et kollegie, hvor hun også oplever, at den sociale angst præger hendes hverdag.

”Det var sådan noget med ikke at turde at tænde badeværelseslyset og trække gardinerne for og den der kamp hver gang jeg skulle ud ad døren. Jeg havde ikke åbne vinduer, hvis jeg var der, eller hvis jeg hørte musik.”

Det påvirker også hendes opførsel i skolen, at hun udvikler en form for angst for angsten. Laura beskriver, at hun blev så bange for at få et anfald, at hun begyndte at begrænse sig.

”Man tilpasser sin adfærd, så jeg begyndte bare at sætte mig bagerst og i hjørner, og vide hvor der var udgange og fandt hele tiden udveje. Det er det, der styrer alt hvad man gør, hvordan man kan sikre sig mod at få opmærksomhed.”

Som at høre en ny indre stemme

”Når man kommer på afstand af det, kan man egentlig godt se, hvor absurd det er, det der foregår, men det overdøver bare. For mit vedkommende var det en ekstra stemme.”

For Laura var det et succeskriterie at sidde alene med angsten, og at der ikke var nogen, der ville lægge mærke til, at hun var stoppet med at trække vejret. Hun oplevede en ny indre stemme, hvor det var som at sidde i et dilemma. Hun ville få opmærksomhed, lige meget om hun hostede, eller rejste sig op for at gå. Det er som tanker, der er parallelt med de rationelle tanker.

”I min opfattelse er det så stærkt med den stemme, om at man ikke må forstyrre, at ens hjerne bare kortslutter eller går i stå.”

Da Laura begyndte at få professionel hjælp, lavede hendes psykolog et skema, hvor han hjalp hende med at adskille tankerne fra hinanden.

”Den sidste psykolog, jeg var ved, grinte højlydt nogle gange, hvor jeg lige blev sådan lidt fornærmet, fordi jeg jo lige havde sagt et eller andet, jeg tænkte. Men så var det jo for at vise, hvor latterligt det var sagt inde i hovedet.”

Men det var ikke lige med det samme, at Laura fik mulighed for at få den hjælp, hun havde brug for.

Lang ventetid på hjælp

Et halvt år efter Laura flyttede, begyndte hun at opsøge hjælp. Hun havde meget depressive symptomer og kontaktede derfor lægen. Først skulle hun ringe til åben og anonym rådgivning, hvor hun kunne få fem samtaler.

”Men jeg har jo noget med at snakke i telefon, sjovt nok, fordi jeg har social angst, så der gik lige to måneder, før jeg fik taget mig sammen til at ringe.”

Efter samtalerne skulle hun sendes videre i systemet, men fordi hun var under 18 og ikke boede i forældrenes kommune, kunne kommunen hun boede i ikke hjælpe hende, da hun ikke kunne blive behandlet i deres system. Det gik derfor i stå der.

Efterfølgende blev hendes forældre kaldt til en samtale, og Laura fik mulighed for at begynde i en privatpraksis hos en psykoterapeut. Der gik der også et stykke tid, før hun kunne starte der.

Vinteren efter kom det depressive igen og Laura blev henvist til psykiatrisk børne- og ungdomsafdeling, hvor hun var inde til udredning, der også bestod af fem samtaler. Derfra blev hun sendt tilbage til kommunen, der stadig ikke kunne hjælpe, da forholdene var de samme. Igen gik der tid med sagsbehandling, før det til sidst blev muligt, at hendes forældres kommune betalte behandlingen.

Angsten vender tilbage

Efter gymnasiet tog Laura til Frankrig, hvor hun var au pair hos en familie. Her oplevede hun, at der var helt stille i hendes hoved. Den anden stemme var væk i en periode, men kom tilbage med det samme, da hun rejste hjem til sine forældre på Ærø.

”Når alle kender en lidt, som alle gør på denne her ø, så frygter jeg at sidde i den forkerte kasse, fordi folk tror, de kender en, men ikke kender en helt. ”

Laura beskriver det som, at hun frygtede at skille sig ud og få opmærksomhed. Hun ville slet ikke ses eller bemærkes. Og det er sværere, når hun er et sted, hvor flere kender hende.

”Jeg tænker, at det må være noget med, hvordan jeg tænker, at folk ser på mig. Det var meget den der kassetænkning, jeg fik angst for.”

Så selvom Laura kender sig selv og angsten bedre, kan det stadig komme til udtryk, at hun har social angst. Det er især på Ærø, hvor hun er vokset op, at hun oplever, at der stadig er ting, hun holder sig fra, da det er for store skridt. Hun synes for eksempel stadig, at det er svært at gå ned og handle, når hun er på Ærø.

 

Hos KARMA handler det om at skille sig ud

Specialitets- og blomsterbutikken KARMA i Mårslet er for nyligt genåbnet efter at være flyttet i nye lokaler. På trods af de indretningsmæssige ændringer, er drømmene for butikken og dens værdier stadig de samme.

Skrevet af: Louise K. Jeppesen

Der summer af liv inden for blomsterbutikken Karmas døre. Rundt omkring er håndværkere ved at sætte sidste hånd på butikkens inventar, mens de to ansvarlige Rebecca Sidelmann og Maria Rasmussen står med store smil og tager imod kunderne.

For de to blomster-glade butiksansvarlige, betyder det at have en butik i en mindre by, at de får et tættere forhold til kunderne. ”Vi kalder mange af kunderne ved fornavn” fortæller Maria Rasmussen.

Rebecca Sidelmann er enig og uddyber: ”Vi kender også manges stil. Så ved man lige, hvad de gerne vil have, når de ringer.” Hun fortsætter med at fortælle om, at de også indimellem prøver, at de får en bestilling, der skal gives til en kunde, som de kender i forvejen. Så er de ikke i tvivl om, hvad de skal sammensætte, fordi de også kender den kundes stil. Det er en kundeservice, man ikke kan tilbyde alle steder.

En eftertragtet butik

”Folk kører fra Århus for at handle her.”

KARMA er en eftertragtet butik og ikke kun for beboerne i Mårslet. De kan ikke mærke konkurrencen fra andre blomsterbutikker i området.

”Vi prøver at skille os ud. Vi skal være noget helt særligt og man skal kunne genkende det, der er købt hos os.”

Ud over at de kender mange af kundernes stil, har de også af flere omgange afholdt blomsterbindingskurser. Når man er i butikken, får man også det indtryk, at de hos KARMA lægger en ære i at yde god service.

De har i en periode endda leveret de bestilte buketter i Mårslet gratis. Her er de også hurtige til at sige, at det ikke er fordi, det er en god forretning, men at de gør det alligevel.

En butik i ny indpakning

Selvom butikken genåbnede for nyligt, er der stadig et par ting, der skal på plads. Butikken er ejet af Super Brugsen i Mårslet, men der bliver gjort meget ud af, at det skal ligne, at det er en butik for sig selv. I forbindelse med ombygningen af Super Brugsen, blev det derfor også muligt at skabe nye lokaler til KARMA. Fremadrettet vil blomsterbutikken også få samme åbningstider som Super Brugsen, da butikkerne ligge i forbindelse med hinanden. Det kommer til at betyde, at selv når Rebecca Sidelmann og Maria Rasmussen er taget hjem, kan kunder komme ind og kigge i butikken, og tage de ønskede blomster og lokale delikatesser med over til betaling ved kassen i Super Brugsen.

Nærmer sig fem års fødselsdag
Blomsterbutikken KARMA har til sommerferien solgt blomster og lokale delikatesser i fem år. Fremtidsplanerne er meget simple:
”Vi skal vækste!” Siger Rebecca Sidelmann og sætter også ord på, at en fremtidsdrøm kunne være at have vokset så meget, at de er nødt til at ansætte en mere.

Atypisk jobopslag fik Mette Marie til at droppe jurastudiet og tage til Patagonien

Da Mette Maries kæreste viste hende et meget anderledes jobopslag fra Patagonien, var hun ikke i tvivl. Så droppede hun det sikre jurastudie, for at de sammen kunne tage på eventyr i Patagonien.

Aisén-regionen ligger i den chilenske del af Patagonien, der er navnet på det sydligste område af Sydamerika. Regionen er særligt kendt for at være et naturskønt område, men der er også barskt og primitivt, i stor kontrast til Danmark.

Her har Mette Marie Rasmussen og hendes kæreste i et år taget et job, der går ud på at passe et stykke land, med alle de praktiske opgaver, det indebærer. På gården skulle de sørge for at der blev dækket basale behov som rindende vand, elektricitet og installerede på et tidspunkt endda nogle solceller. Derudover var der også nogle lamaer og alpakaer, der skulle passes.

Fra Jura i København til landmand i Patagonien

Kontrasten mellem at have været i gang med jurastudiet og at skulle sørge for rindende vand på en gård i Patagoniens bjerge er stor. ”Det føles meget modsat”, siger Mette Marie. ”Jeg synes det er meget vigtigt, at man som menneske har nogle konkrete og fysiske ting, man rent faktisk kan. At det ikke bare er eksamensbeviser og sådan nogle ting,” siger hun uddybende.

Det var også særligt en tanke om at udvikle selvstændighed og opleve, at de kunne tingene selv, der drev dem til et sådant job. Sammen blev de hurtigt enige om, at de var et godt match til jobbet og begge hurtigt blev grebet af, at det var meget spændende.

Brud med præstationskulturen

Det varede ikke længe, før Mette Marie blev ramt af en rastløshed. En rastløshed, der kom ud af kontrasten i det store skift fra storbylivet i København, til det stille liv på landet i de sydamerikanske bjerge.

”Jeg tror man er meget trænet til at føle, at man skal have travlt og præstere hele tiden. At man ligesom skal gøre noget produktivt og hele tiden være på vej et sted hen,” siger Mette Marie.

Derfor var det et overvældende skifte, pludselig en dag at skulle vænne sig til at være et sted, hvor man er begrænset til ikke at kunne gøre ret meget. Det var en stor omvæltning, at der ikke længere var nogen, der ringede eller kom på besøg.

”Man kan godt blive sådan lidt angst, for hvad fanden skal jeg lave de næste otte måneder?”

Hverdagen rammer

Under overfladen af de store indtryk fra den overvældende natur, lå der en vis bekymring. Her ramte det Mette Marie, at det alligevel var en vild beslutning at tage til Sydamerika. Da de blev hentet af nogle mennesker, de ikke kendte og skulle sættes ind i alt det nye, kunne Mette Marie ikke lade være med at tænke over, hvad hun havde rodet sig ud I.

Over tid kom hverdagsrutinerne dog også snigende. Her lavede Mette Marie nogle faste rammer for sig selv, for som hun siger, sin egen mentale sundheds skyld. Det gik ud på, at hun hver dag brugte fem timer på nogle faste opgaver, der fx bestod i at øve sig på spansk, lave yoga, løbe, meditere og skrive. På denne måde forsøgte hun at tackle rastløsheden og derved få et større udbytte ud af tiden i Patagonien.